Surfskien er en specialiseret kajaktype, der giver nye muligheder på åbent vand. Intensive træningspas, spændende downwind-oplevelser, og en tydelig fornemmelse af at udnytte energien i bølgerne. Surfski giver dig en god fornemmelse af acceleration, frihed og kontrol i bølger på åbent vand, som andre kajaktyper kun kommer i nærheden af.
Surfskien er sødygtig, og redninger på den er ekstremt hurtige: Fald i vandet – kravl om bord og begynd at ro. Væk er problemerne med at pumpe cockpittet tørt, for surfskien har indbyggede dræn der tømmer den får vand. Væk er udfordringen med at montere spraydecks med kolde fingre.
Simpelt og minimalistisk, men du er til gengæld helt i nærkontakt med vind og vand. Pakpladsen til alt dit normale havkajak/tur-grej, den er væk…så du bliver nødt til at forholde dig til backup-planer, sikkerhed og godt sømandsskab.
Du arbejder dig ud til dagens start-sted. 7-10 km/t på fladt vand. Pulsen stiger. Du fanger en lille bølge, og 15 km/t er hurtigt nået. En bølge mere! Næsen nedad mod bølgedalen, farten stiger 20 km/t er inden for rækkevidde. Wingpagajens blad griber vandet solidt, og du trykker fra på fodsparket imens tåspidserne styrer surfskiens effektive ror.
Lad os sige med det samme, det er SJOVT at ro surfski.
Surfskien styres ved hjælp af et ror, der generelt stikker dybere end det der sidder på f.eks. turkajakker, for at give den bedre styre-egenskaber i store bølger. Man styrer roret med fodpedaler.
En surfski kan variere i længde, bredde og vægt. En smal surfski er omkring 42-45 cm. bred, mens en bred surfski er omkring 52-55 cm. Vægten kan variere fra 8 kg. og opefter afhængigt af materialet. Længden kan variere fra 5 meter til 6,5 meter. Der findes indenfor surfski en SS1 som er en ener surfski og SS2, en surfski til to personer.
Der vil altid være en bailer i bunden af båden. Baileren kan enten være permanent, eller have manuel åbne/lukke funktion. Bailerens funktion er at tømme båden, når du ror fremad.
Surfski tiltrækker for tiden i høj grad havkajakroerne og generelt kajakroere ved kystnære klubber da den er mere sikker og sjovere at ro samt egner sig godt til kysten. Den tiltrækker også roere, der har lyst til en lettere båd med mulighed for mere fart, sjov og træning, og samtidig giver mulighed for langture/downwinds.
Man skal ro surfski, hvis
- Man ønsker en båd, der er let at drive frem på vandet og få op i fart
- Man ønsker en båd, der er designet til at udnytte bølgernes energi til fart
- Man ønsker en sikker båd, der kan klare sig langs de danske kyster, uden risiko for at båden kæntrer og bliver fyldt med vand
- Man godt kan lide at lege og opbygge færdigheder i en sportsgren, hvor færdigheder er mere afgørende end fysisk form ift. gode resultater og succesoplevelser