Selv om sommeren for længst er gået på hæld, stopper klubturene ikke!
Den 12. oktober deltog 16 fra Tværklubsamarbejdet - hvoraf 9 var fra Strømmen - på turen ‘Inderfjorden’, en smuk rute på 18 km i havkajak.
Efter en kold start med vindens hylen i masterne ved Brejning Lystbådehavn - men med en varm velkomst af værterne fra Brejning Kajakklub - gik turen ud i Vejle Fjord.
Vi varmede op med et kryds over Vejle Fjord på et par kilometer i vind og bølger. Vinden er ifølge de lokale ret uforudsigelig, da der kan opstå pludselige vindtunneller forskellige steder på fjorden på grund af bakkerne.
Vi havde dog en konstant vind forfra for tværs, så vi krydsede i fin stil over til læ, sol og flotte efterårsfarver på nordsiden. Efter et par kilometer gik vi i land ved Tirsbæk Strand, hvor der var snak på kryds og tværs - og dagens første lækre kage :)
Turen gik videre ind langs Bredballes kyster, hvor der var udsigt til skov og efterårsfarver - og siden til den ene flotte villa efter den anden.
Længere inde krydsede vi tilbage til sydsiden, hvor der blev mulighed for et hyggeligt pitstop ved Saltbæk Hage - med endnu en lækker kage :)
Vinden løjede af i løbet af dagen, og det var en smuk og hyggelig tur tilbage til Brejning Lystbådehavn, hvor værterne bød på grillpølser til dem, der havde plads til det!
Tak til værterne fra Brejning, til Susanne og Betina for kage - og til alle for en hyggelig tur.