I august var der klubtur til Sydfyn med base på den lille, hyggelige og veludstyrede Nab Strand Camping.
De fleste deltagere ankom fredag eftermiddag, hvor Anette og Henrik allerede havde været ude og prøve vind og bølger af. Vinden løjede ikke meget af lørdag, hvor vi havde besluttet at skulle til Faaborg. Det blev en tur i modvind, men en fin tur med afslutning igennem kanalen og havnebassiner før frokost.
Bagefter tog nogle en tur til Bjørnø, mens resten surfede tilbage til campingpladsen og skyllede anstrengelserne af med et friskt havbad.
Om aftenen var der forberedelse af aftensmad i de flotte køkkenfaciliteter, fælles grillhygge og havudsigt til middagen.
For at komme mere i læ næste dag, besluttede vi at ro Thurø rundt. Vi pakkede campingudstyret sammen og kørte til Chrstiansminde ved Svendborg, hvor vi satte i og krydsede Svendborgsund i det dejligste solskinsvejr. Der var læ, stille vand og smukke omgivelser, indtil vi ikke lå i læ af Tåsinge mere.
Pausen blev holdt ved campingpladsen på det østlige Thurø, inden turen tilbage i modstrøm og modvind op gennem Skårupøre Sund.
Tak til Henrik og Annette Sperling for fin planlægning og turledelse, til Maiken for kompetent rundvisning i Faaborg, til Vagn for at stille sin campingvogn og udstyr til disposition for alt, hvad vi havde glemt ;) og til alle for stor hjælpsomhed undervejs og hyggeligt samvær.