Aktiviteter i maj - og nyt fra bestyrelsen

1. maj 2026 13:33 , af Helle Knudsen
Allerede i april var der godt gang i kajakklubbens aktiviteter.
Flot deltagelse ved Standerskift den 11. april, hvor aktivitetsudvalget havde sørget for et lækkert morgenbord. Bagefter var der rotur for dem, der havde lyst og tid - og om eftermiddagen var der indvielse af ‘Marina for alle’ sammen med alle foreningerne på marinaen - og åbent hus i kajakklubben. 
Og i mellemtiden er der sat gang i begynderhold, træning, kom-godt-igang-roning, madpakketure og mange andre aktiviteter. Da der kun er to begynderhold - et i turkajak og et i hav, er der mulighed for at tilbyde nye aktiviteter, fx omskoling til havkajak, tekniktræning osv.

Royal Run løber af stablen 25. maj. Sammen med Fritidsrådet, Middelfart Sejlklub, Roklubben og Smakkelauget deltager Kajakklubben i festlighederne på havnen. Her vil der være en Blue Zone ved parkeringspladserne ved Café Razz, hvor vandsportsforeningerne har mulighed for at udstille på en stand.

Fænø Rundt - vores motions- og konkurrenceløb - finder sted den 30. maj. Planlægningsgruppen for Fænø Rundt søger mandskab med speedbådbevis, men ellers er planlægningen på plads.

Marinaens Dag finder også sted 30. maj som sidste år. Der vil derfor være mange besøgende på havnen og vi holder igen åbent hus fra kl. 9-16 og tilbyder prøveture i kajak eller på SUP.

Se mere om klubbens aktiviteter i referatet fra bestyrelsesmødet her.

Vi ses på vandet :)

Bestyrelsen