Information vedr. påklædning til kajakroning.

Målgruppen for denne information er voksne kursister på Kajakklubben Strømmens begynderkursus for turkajakker i april/maj/juni måned. Kajakroning stiller visse krav til din påklædning. At du befinder dig godt, uden at være hverken for kold eller for varm, er altafgørende for om turen bliver en god oplevelse. Orienter dig om vejrforholdende inden du tager hjemmefra. Er der nedbør? Hvordan er vinden? Hvad siger vejr- og søfartsprognoserne for de næste timer? På et kursusforløb bliver du udfordret på din balance og en tur i vandet af og til kan ikke undgås. Kursuslektioner gennemføres også i blæst og regn. Du skal være fysisk aktiv og kan komme til at svede. Denne kombination stiller krav til beklædningens funktioner og beskaffenhed. Våddragt i neopren vil hen over kursusforløbet blive alt for varm – hvorfor den kun anbefales til vinterroning. Vi anbefaler i stedet ”3-lagsprincippet” i moderne tekstiler. Kombinationsprincippet yder god beskyttelse mod varmetab samt beskyttelse imod vejrliget. Dermed øges præstationsevnen og der opnås større udbytte og behag ved roningen.

Inderste lag (svedtransporterende lag):

Nærmest huden starter du med et ventilerende og svedtransporterende lag, der skal sidde helt tæt til kroppen. Stoffet skal være fremstillet i blødt polyesterfibre, som bevirker at sved/fugt ledes væk fra huden og ud i det mellemste lag. Glem alt om bomuld, det bliver kun koldt og tungt. Svedtransporterende undertøj er ideelt - superundertøjet til en tur i skoven, cykelturen, havearbejdet og naturligvis til skituren.

Mellemste lag (isolerende lag):

Det mellemste lag har til opgave at isolere og lede sved/fugt væk fra kroppen. I april/maj vil en ekstra svedtrøje ofte være nok. Hvis det er ekstra koldt eller blæsende kan du have et tykkere lag med højere isolations- og varmeevne på. Det kan være en fleece-/uldtrøje af en tykkelse der passer til rointensiteten. Flere tynde lag uden på hinanden er nemmere at tilpasse end et for tykt mellemlag.

Yderste lag (shell lag):

Det yderste lag skal fungere som et skjold imod vejrliget. Den skal derfor være vindtæt, vandtæt, åndbar, let samt give fuld bevægelsesfrihed. Et moderne, funktionelt regnsæt kan bruges. Når det bliver sommervejr behøver du ikke at iklæde dig hverken det mellemste eller yderste lag. I Danmark er perioden med badevandstemperatur kort. Jakken bør derfor anses for at være en del af dit sikkerhedsudstyr - medbring den altid i kajakken. Når du finder ud af, at kajakroning er noget for dig, bør du anskaffe dig en rojakke.

Anden beklædning (hoved, fødder, hænder):

Hue eller pandebånd anbefales i de tidlige forårsmåneder. Kasket til de gode forårsdage og om sommeren giver god afskærmning for solens stråler. På aftenkursus er den lavtstående sol til stor gene – brug solbriller. Mange roer bruger både kasket og solbriller samtidigt.

Til hænderne findes der specielle romuffer, men det er ikke aktuelt, hvis du er sæsonroer (april-okt.). I det lange løb kan du ikke klare dig uden dit eget cockpitovertræk. Overtrækket holder roeren tør i kajakken. Nye roer er ofte utrygge ved brugen af overtræk. Hvis du tager imod tilbudet om at deltage i svømmehal, bliver du allerede her introduceret til brugen af cockpitovertræk. I klubben betragtes det som personlig påklædning og vi har slet ikke nok til alle.

Du må ikke bruge fodtøj i klubbens kajakker. Det er helt normalt at nye roer oplever, at de får ondt i kroppen af at sidde i kajakken eller at ben og bagparti kommer til at sove. Det kan blive nødvendigt at kunne komme ud af kajakken ved stranden for at aflaste for disse gener. Det vil med andre ord sige, at du skal kunne træde ud i koldt vand på bundforholde med mindre sten og skaller. Solide uldsokker er udmærkede til formålet og du får ikke problemer med at genskabe varmetab. Neopren sko/støvler eller badesko uden riller under bunden er en sommervare overalt – supermarkeder, Matas og sportsbutikker – og de må gerne bruges i kajakkerne.

Medbring altid drikkevand i en sportsdrikkedunk. Pas på UV-stråler – brug solcreme på bare hudområder.

Læs pjecen fra Søsportens Sikkerhedsråd ”Værd at vide om kulde”. Den er inkl. i en startpakke med diverse pjecer som udleveres ved kursusstart. Eller find link til Søsportens Sikkerhedsråd på klubbens hjemmeside

www.kajakklubbenstrommen.dk.

(Revideret udgave maj 2008)